Vi har i forbindelse med Christian Degns Tv-program på TV2Play spurgt ham om en række spørgsmål, da Degn er en af de få mænd, som har stået frem med sin synsvinkel på det at være barnløs.
Hvad fik dig til at stå frem i offentligheden med infertilitet?
”Jeg syntes, emnet stadig var alt for tabubelagt. Især blandt mænd. Samtidig er vi en hel generation, der kæmper med en fertilitetskrise. Konsekvenserne er massive: Par, der går fra hinanden og mister deres livs kærlighed. Voldsomme hormonbehandling. Graviditeter, der tabes. Fostre, der dør og stadig skal fødes. Drømme, der brister, depression og store eksistentielle kriser. Vi er nødt til at snakke om det her.”
Hvordan oplevede du reaktionerne efter tv-udsendelsen?
”En flod af kærlighed. Jeg er så glad for, at vi gjorde det. Selv om jeg frygtede alt muligt, da vi tændte kameraet. Vi vidste jo ikke, hvordan det ville gå. Måske jeg lukkede Danmark ind i mit livs største nederlag.”
Hvordan har folk taget det? Rundt om jer, familie, venner?
”Reaktionerne var blandede, før vi gik i gang. Fra; “Man behøver heller ikke dele alt”, og “Er det et tabu?” … til… “Det er SÅ vigtigt. Mega sejt, I gør det.”
Bagefter har alle mest været anerkendende. Og måske endda lidt stolte af os.”
Er der noget du kunne tænke at sige, her efter tv-udsendelsen?
”Jeg er så glad for, at det er lykkedes at brede snakken ud og give tabuet “nogle bank”. Tak for opbakningen, Danmark. Nu håber jeg virkelig, at politikerne følger trop.
Infertilitet er den største kroniske lidelse blandt 25-45-årige i Danmark. Den er hyppigere end sygdomme som astma, diabetes, psykiske sygdomme, kræft og hjertekarsygdomme. Det har allerede set sådan her ud i to årtier, og intet er blevet bedre. Vi er simpelthen nødt til at gøre noget for de kommende generationer.”
Vi håber, at alle der læser dette, vælger at se “Degn vil være far” på TV2Play.
Tusinde tak til Christian Degn og hans hustru.